Historier fra 2. verdenskrig

Nu er 2. verdenskrig efterhånden på så lang afstand, at det er muligt at fortælle nogle historier om de begivenheder, som nogle af slægtens medlemmer var ude for i de onde år fra 1940 til 1945. Yderligere materiale modtages naturligvis gerne.

Otto Jørgensen (ane nr. 4)

Otto var flyttet til Glostrup under krigen, og boede i kælderen i onkel Marius Jørgensens store hus på Lunddalsvej 1 i Glostrup. Han arbejdede som murer.

1944: Otto Jørgensen som CB-er

Efter at politiet blev taget i 1943 blev der udpeget en række civilbetjente (CB-er), der skulle sørge for ro og orden, og Otto, der på det tidspunkt var 28 år blev udpeget hertil.

Kælderen var en godt gemmested, at den blev af og til brugt, når nogen havde brug for et kortvarigt skjulested for tyskerne.

Else Marie Jørgensen (ane nr. 5)

Else var under krigen i huset hos en række velhavere i Hellerup. Hun var ikke involveret i nogle aktiviteter, men fik ved flere lejligheder tip om, at nogle af hendes herskabsfolk var tyskervenlige, og derfor skulle hun ikke blande sig med dem, og helst skifte plads så hurtigt som muligt. En gang fik hendes daværende tyskervenlige herskabsfolk besøg af en person, som hed Ole fra vandrelavene. Ham kendte hun godt, for hun var selv meget aktivt medlem af vandrelavene, og hun blev forfærdet over at erfarer, at Ole også var involveret med tyskerne. Hun prøvede at aflytte samtalen, og hun kunne høre, at Ole havde genkendt hende, men som han sagde, så mente han, at hun var for naiv til at være til nogen fare for dem! Else fik ikke fat i så meget af samtalen, at det kunne bruges mod dem.

Peter Gram Petersen (ane nr. 10)

Der er ret sikkert, at Peter var involveret i modstandsbevægelsen. Han fortalte aldrig sin familie om det, for ikke at bringe dem i fare, og efter krigen talte han heller ikke om det. På et tidspunkt gav han datteren Else et tip om, at hendes herskabsfolk var tyskervenlige, og at de nok ville blive taget ved krigens slutning, og det kom også til at passe.

Da Den franske skole ved et uheld blev bombet den 21. marts 1945 af Royal Air Force (RAF), kort før krigens afslutning, var Peter med til at rydde op blandt de mange døde børn. Det gik der en hel uge med. Der døde 110 mennesker, hvoraf hovedparten var børn. Efter nogle dage, da alle havde opgivet håbet om at finde flere overlevende børn, så fandt Peter en fastklemt pige, og fik hedde gjort fri. Hun overlevede og klarede sig fint. Denne heltedåd blev omtalt i aviserne.

Mange år senere trådte pigen frem i pressen og efterlyste sin redningsmand, men da var Peter afgået ved døden. Han døde den 28. maj 1982.

Hans Peter Jørgensen (bror til Otto)

Ottos lillebroder Hans Peter boede i Søndersø under krigen, og der havde han en vognmandsforretning. Han kørte materiale for tyskerne, men det var ikke altid, at han afleverede materialet de steder, som tyskerne ville have. Han blev derfor arresteret i november 1944, og sad i en periode i arresthuset i Odense. Hans far Niels Peter Jørgensen besøgte ham flere gange, og prøvede at overtale tyskerne til at frigive sin søn, men forgæves.

Her er det brev, som han skrev til sine forældre fra Arresthuset i Odense:

Odense. 14-11-44

Kontrolleret

f Clausen

Kære Far og Mor

Ja jeg er ked af det, der er sket, men nu skal i tage det roligt, for det gør jeg, der er jo ikke andet at gøre end tage det, som det kommer. Jeg ved det har været haardt for dig at tage Mor, men hold Humøret oppe, det burde jo være jer der skulle trøste mig nu, men vi har det saamænd godt. Jeg bor sammen med tre flinke fyre der er gift, den ene er Bagermester her i Byen. Kunde i ikke faa Edith til at tage op til Søndersø, og hente min lille Kuffert og et par sæt Undertøj og to Skjorter og to par tykke sokker, Barbermaskine, Barbersæbe og Kost, og saa købe en stor pakke gode Barberblade og saa Skrivepapir og Konverlutter og Frimærker, og i min Skivebordsskuffe ligger en sort Blyant den vilde jeg også nok have; og et spil kort. Køb bare nogle nye og min mørkerøde Uldtrøje uden krave (saa lidt Æbler op lidt Paalæg). hvis i vil, i skal nok faa det betalt.

Og saa en Besked til Nielsen, der hvor jeg bor, sig til Ham Edith og du han vise ham dette her, at foreløbig kan han laase for Bil og min Cykel i Garagen og ligeledes for Værelse, men det der staar i Vaskerummet kan jo sættes ind i Værelset og laases for det hele, saa du Edith vil nok ordne det saa godt for mig som du kan, Nielsen (?) har faaet en fuldmagt til at hæve mine Penge paa Flyveplads (?) den kan du faa Edith. Han kørte jo Folkevogn (?) et Par Dage jeg var syg (?), saa sender jeg én med du kan levere op til Ole Pedersens, saa kan de faa dem og bringe dem over til Dig, de gør det, hvis du beder dem om det, naa men det jeg skrev om vilde jeg gerne have sendt saa hurtigt som muligt som Postpakke hertil (Arresthuset Albanigade 28 altsaa til Vognmand Hans Peter Jørgensen) Tysk Afdeling, Odense.

Venlig hilsen til jer alle hils dem jeg kender

Hans Peter

Noter:

Edith er storesøsteren.

Ord som jeg er usikker på er markeret med et ?

Hans Peter blev sendt til arbejdslejren i Mecklenburg, hvor han fik en hård tid frem til befrielsen. De fik næsten ingen mad, og skulle arbejde under hårde og barske betingelser. Hvis de under arbejdet så nogle roer på marken, så kastede de sig over dem, for at få lidt at spise.

Hans søn Bruno har fortalt, at da Hans Peter var tømrer blev han i den tyske fangelejr sat til at fælde træer sammen med en kammerat. De brugte en stor 2 mands betjent sav, og de måtte ikke tale sammen. På et bestemt indbyrdes tegn vippede de imidlertid savklingen så den knækkede, og de fik samlet nogle stumper af klinken op og gemt dem. Stumperne tilvirkede de til knive, som de byttede for mad hos de øvrige fanger, og det gav helt uvurderlig ekstra mad. En desperat medfange spiste af skosværten for at få noget næring, men det blev han kun mere syg af.

Ved krigens slutning i april 1945 blev han stærkt afkræftet bragt hjem via Sverige med De hvide busser. De hvide busser blev en frihedsbebuder i april 1945. Redningsaktionen kom i stand med den svenske grev Folke Bernadotte som mellemmand. Bernadotte var også vicepræsident i Svensk Røde Kors og det lykkedes ham at forhandle sig til frihed for de danske og norske fanger i tyske kz-lejre. Redningsaktionen hentede i alt 15.000 skandinaviske fanger hjem.

Det lykkedes at redde livet for mange danske og norske fanger – under 10 procent døde i fangenskab under krigen. Genève-konventionerne gav kun Røde Kors mulighed for at hjælpe krigsfangerne under Anden Verdenskrig. Først fire år efter krigen – i 1949 – blev Genève-konventionerne udvidet til også at omfatte civile.

Hans Peter døde den 22. november 1994 i en alder af 76 år.

De amerikanske Sloth brødre og deres fætter

Langt ude i familiegrenene er der også aktive deltagere i 2. verdenskrig. Tre amerikanske brødre af Sloth familien deltog på hver sin måde i krigen. De er i familie med Claus og Anne Katrine som 8. slægtled til Inger Clausen via forfaderen Niels Jacobsen., som er født i 1660.

Eric Niels Sloth: (f. 1922) Direktør ved Enviromental Improvement for staten Nebraska. Han har studeret kemi ved Illinois Universitetet i USA, og deltog under 2. verdenskrig i den amerikanske flåde i 5½ år og var med i kampene mod japanerne i Stillehavet. Eric gik ind i flåden i 1940, 18 år gammel. I 1941 var han på vej til Pearl Harbor med destroyeren "Crosby" - men nåede først frem efter det japanske angreb. Eric var med i mange søslag i Stillehavet og så mange amerikanske krigsskibe synke. "Crosby" overlevede ikke alene serier af torpedoangreb - men også fly med japanske "kamikaze" = selvmordspiloter.

Harry Christian Sloth: (f. 1923): U.S.Customs. Han har studeret på Grand View College i Iowa. Deltog under verdenskrigen i den amerikanske flåde, var med ved den første invasion af de japanske øer Saipan Tinian og Iwo Jima. Harry begyndte i flåden 19 år gammel i infirmeriet. På et tidspunkt blev han sendt til Hawaii for at træne i landsætning af amfibie-tanks. Det var hård kost at indtage Stillehavsøer, stærkt befæstet af japanerne. Mange tanks blev ødelagt - eller hele mandskabet omkom; så var det sygehjælpernes opgave at fjerne de døde, så tanken kunne gøres operativ igen. Da han under et slag havde mistet sin hjelm, gik han tilbage for at lede efter den, og blev af en officer skældt ud for at gå uden hjelm. Harry bøjede sig ned for at samle en op, der lå ved siden af en død amerikansk soldat. Det viste sig at være hans egen hjelm.

Han har også studeret forretningsadministration ved Hamlinc Universitetet, Sct. Paul, Minnesota. Er præsident for Dansk-Amerikansk Atletik, Chicago.

Arthur Carl Sloth: (f. 1924): Han har studeret ved Grand View College i Iowa. Under verdenskrigen var man ansat i militærpolitiet i den amerikanske arme i tre år. Mod krigens slutning hjalp han med at modtage sårede soldater, 2.500-3.000 kom med "Queen Elisabeth". Mange led af psykiske forstyrrelser på grund af krigen; Arthur havde bl.a. til opgave at ledsage de sårede soldater til hospitaler over hele USA. Mod krigens slutning var han med til bevogtning af et depot for A-våben i Oak Ridge i Tennesee.

Poul Egon Pedersen: (f. 1922): PEP er fætter til Sloth brødrene, og er også bosat i USA. Han tog eksamen fra Lane Tecnical Highschool som honor-student med 4 schoolarship diplomas, der gav fri adgang til videre uddannelse. Derefter studerede han i 2 år på Wright College. Han deltog i 2. verdenskrig i England, Frankrig og Tyskland. Efter krigen fortsatte han studierne ved Chicago Aeronautical Universitet, og fik i 1947 en god eksamen, samt tilbud om at fortsætte ved universitetet som lærer, og det modtag han.

(kilde: Bjerre slægten)

Inger Merete Nordentoft

I Folketinget

IMN er i familie med Claus og Anne Katrine som. 6. slægtled til Inger Clausen via forfaderen Laurits Andersen Vestergaard, som er født i 1681.

Uddrag fra Kvindebiografisk leksikon:

Midt i 1930’erne kastede hun sin energi på pædagogik og politik. Hun meldte sig ind i Socialdemokratiet, var medlem af Kbh.s Kommunelærerindeforenings (KKL) bestyrelse 1935-45, formand i de vanskelige år under Anden Verdenskrig 1939-45, i samme periode formand for Fælleslærerrådet i Kbh. og medlem af Nordisk Lærerindeforbunds bestyrelse. Desuden var hun medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og 1939-49 Danske Kvinders Nationalråds (DKN) repræsentant i The International Council of Women’s Education Committee.

IMN fik pædagogisk inspiration fra mange sider i disse år, fra de nordiske kolleger, fra progressive kræfter i USA og fra et tæt samarbejde med bl.a. Anne Marie Nørvig. Hun var indtrådt i udvalget til udgivelse af Psykologisk-pædagogisk Bibliotek, og i 1939 kom læsebogen Min egen Bog, som IMN bidrog til og var medredaktør af, i 1942 Nu kan jeg læse. Størst indflydelse på hendes udvikling fik samarbejdet i gruppen omkring tidsskriftet Kulturkampen, 1935-39, med bl.a. Torben Gregersen, Elias Bredsdorff, Poul Henningsen og Martin Andersen-Nexø. I 1939 redigerede hun et særnummer om demokratiet og skolen.

IMN var ved besættelsen i april 1940 stærkt engageret fagpolitisk, pædagogisk, i en større sammenhæng kulturradikalt i beredskabet mod nazismen, og i kampen for ligestilling mellem kønnene. Sommeren 1940 kom hun gennem Torben Gregersen i kontakt med Aksel Larsen, og gennem ham med den kommunistiske modstandsbevægelse. Desuden var hun fra starten i 1941 med i Dansk Studie Ring, siden kaldet Ringen, stiftet af bl.a. Frode Jakobsen og John Christmas Møller. Hun var tilknyttet Frit Danmarks lærergruppe og var bl.a. med til at skaffe jøder og kommunister til Sverige. Da Aksel Larsens netværk blev optrevlet efter hans arrestation, blev IMN og den kommunistiske radiotelegrafist, hun husede, arresteret af Gestapo, og i marts 1943 idømtes hun fem måneders fængsel. Hun klarede sig igennem fængselstiden ved at færdiggøre Min ABC, 1-2, 1944, og fortsatte så i øvrigt sit illegale arbejde efter løsladelsen. I 1941 havde hun meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), politisk stod hun herefter for en systemændring, og hendes lille skrift Opdragelse til Demokrati, der blev udgivet illegalt i 1944 må opfattes som hendes forberedelse af Efterkrigstidens kamp for et ændret samfund.

I KKL murrede opstanden imod IMN, adskillige medlemmer fandt illegalt arbejde uforeneligt med formandskabet i en tjenestemandsorganisation. Ikke desto mindre blev hun i februar 1945 udnævnt til efterfølger for den højt estimerede pædagog Margrethe Petersen som inspektør på Katrinedalsskolen i Vanløse, en udnævnelse, der var i direkte modstrid med daværende skoledirektør Thorkild Jensens indstilling. I oktober 1945 kom hun i Folketinget for kommunisterne, opstillet i Valby og valgt med 27% af kredsens stemmer. Også for partiet som helhed var valget i 1945 en markant sejr, idet DKP fik 18 mandater.

Sigmund Riis-Knudsen

Til sidst i denne beretning er beretningen om en fjern slægtning, som af overbevisning kæmpede på den tyske side. SRK er født i 1889. Han er i familie med Claus og Anne Katrine som 6. slægtled til deres bedstefar Claus Clausen via forfaderen Christen Jensen Staunstrup Riis, der er født i 1709, og som var ejer af det store Blidstrup Gods på Mors.

Fra Erik Haaest: Frikorpsfolk:

Sigmund Riis-Knudsen: Jeg var 51, da jeg som overbevist nationalsocialist meldte mig til Waffen-SS. Havde forskellige opgaver som ordonnansofficer mellem SS-hovedkvarteret og Frikorps Danmark. Senere kom jeg ind i Schalburgskorpset på skrivebordsarbejde...

Sigmund Riis-Knudsen: Jeg var manden, som rejste ud med stemmesedlerne til Frikorps Danmark. Jeg hentede dem i marts i gesandtskabet i Berlin og bragte dem med kurérkuffert til Brobuisk, hvor jeg afleverede til chefen. Hvordan de er kommet med i stemmeoptællingen ved valget, véd jeg derfor ikke. Jeg ved heller ikke, om der blev lavet en samlet optælling af Frikorpsets stemmeafgivning.

Indenrigsministeriets valgkontor: Det blev der ikke. Stemmerne blev fordelt til de enkelte sogneråd, som det dengang hed.

Jeg har 27.4.2003 og 28.4.2003 fået nogle mails fra en skibsreder L. i Spanien. Her gør han rede for nogle familieforhold (som han har misforstået), ligeledes nogle økonomiske forhold (også misforstået). Jeg sendte ham så hvad jeg havde om hele Riis/Knudsengrenen. Der var også oplysninger som jeg ikke havde.

Hans første brev:

Christen Riis-Knudsen var - så vidt jeg ved - fader til ?? Riis-Knudsen, der blev en kendt og skattet mæcen i Københavns teater-verden. Han brugte - og tabte - betydelige beløb på sine initiativrige, men ikke altid lige heldige opsætninger. --- Christen Riis-Knudsen havde derfor båndlagt familieformuen i Overformynderiet, således at hverken hans egen søn ?? Riis-Knudsen eller dennes søn, berider Sigmund Riis-Knudsen (f.1889) har kunnet forbruge af formuen... Sigmund Riis-Knudsen har dog omkring 1950-erne fået frigivet et beløb, til køb af et lille landbrug i Vildmosen. -- Sigmund Riis-Knudsen blev gift med en smuk dyrlægedatter fra Holbækegnen. -- Poul-Heinrich Riis-Knudsen er søn af Sigmund Riis-Knudsen og den smukke og sympatiske dyrlægedatter.

(ABJ: Christen Riis-Knudsen er far til Sigmund)

Hans andet brev:

Tak for dit svar.

Jeg mener at kunne huske at jeg i sin tid talte med Poul-Heinrich, det er omkring 15 år siden, og han sagde, at hans far var død, men moderen - dyrlægedatteren, stadig levede.

Hans tredje og fjerde brev:

Fru Riis-Knudsen var mindst 20 år yngre end Sigmund Riis-Knudsen. Jeg lærte Sigmund Riis-Knudsen at kende i 1944, i Prag, - hvor han var indlagt på et lazaret med dårligt hjerte, - vistnok forårsaget af dårlige tænder.

På en rejse til København i 1944, lovede jeg ham at bringe en hovedpude og noget hårfixateur PERI ned til ham. - Så jeg besøgte fru Riis-Knudsen i deres duplexlejlighed på Ordrupvej - jeg har glemt nummeret, men det var umiddelbart i nærheden af en sporvognsendestation, vistnok linje 15. - Han fik så sin hovedpude og sin hårfixateur.

Da han skulle rejse hjem, fik jeg det arrangeret sådan, at han kun skulle med jernbane fra Prag til Berlin - derfra kunne han på min foranledning flyve til Kastrup.

Efter krigen besøgte jeg ham på hans "lille sted" i Jylland. Adressen havde jeg fået af hans sagfører................. - Sønnen Poul-Heinrich var dengang omkring et år gammel. - Han "red ranke" på mit knæ. Deres "lille sted" havde ikke elektricitet. Sigmund Riis-Knudsen var gal på naboerne, og ville ikke deltage i en fælles transformator... - Så der var petroleumslamper overalt i huset.

Under krigen havde han blandt andet været ridelærer for tyske officerer, delvis i Wien, og delvis i Prag.

Efter krigen samlede vi mågeæg på Nekselø, en lille sparsomt beboet ø udfor Havnsø i Nordvestsjælland, - derefter var vi sammen med andre pæne feudale mennesker i pension på "Villa Strandlyst", beliggende på bredden af Kalundborg bugten.

Siden, da jeg flyttede til "Arresødal Slot" ved Arresø, kom vi fra hinanden, og vi sås altså ikke igen før jeg besøgte ham, hans frue og sønnen Poul-Heinrich i Jylland.

Sigmund Riis-Knudsens tjenestegrad i sommeren 1944 var Oberscharführer(=sergent), om han senere - 30. januar 1945 - blev forfremmet til Hauptscharführer(=oversergent), - ved jeg ikke...